Indkøbskurv

Ingen produkter i kurven.

Hvad Er Grøn Energi?

Hvad er grøn energi?

Grøn energi er en fælles betegnelse for energiformer som solenergi, vindenergi, bioenergi, vandenergi og andre energiformer, der i modsætning til fossile brændstoffer som kul og olie er CO2-neutrale. Kul og olie kalder man i øvrigt ofte for sort energi, fordi den i modsætning til den grønne energi udleder de skadelige drivhusgasser.

Hvad Er Grøn Energi?

Regnen vælter ned. Skovbrandene raser. Vi ser tørke og orkaner i en skala, verden ikke tidligere har set.  Der er ingen tvivl om, at der er ved at ske noget med vores klima. Vi ser det med vores egne øjne, når endnu et skybrud rammer, eller når endnu et år bliver udråbt som det varmeste i historien. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel bekræfter da også, at verden er varm – brandvarm – og ikke på den gode måde. Pilen peger direkte på udledningen af de skadelige drivhusgasser, der opvarmer vores planet. Den globale temperatur og det globale havniveau stiger således med skræmmende hast, og verdens ledere kigger sig om efter løsninger. En af løsningerne er den grønne energi.

.ugb-90e5e78 .ugb-heading__title{font-size:25px !important}

Hvordan opdagede man grøn energi?

Grøn energi er faktisk ikke en ny opfindelse. En energiform som vindmøller har således været brugt i mange århundreder. Nogle af de ældste vindmøller stammer fra Iran og Afghanistan, men vi skal helt frem til 1100-tallet, før vindmøllen kom til Danmark. De første vindmøller var ikke særlig praktiske, for hele møllen skulle flyttes, hvis vinden drejede. Med tiden forfinede hollænderne teknikken, og der blev bygget møller, hvor den øverste del af møllen kunne drejes efter vinden. I mange år brugte danskerne møllen til at male mel og pumpe vand, og der var mange små møller spredt ud over hele landet, hvoraf den mest berømte nok er Dybbølmølle. Alligevel skal vi helt frem til slutningen af 1800-tallet, før ideen om at lave vindenergi om til strøm opstod. Det var den danske fysiker og opfinder Poul La Cour, der i 1891 byggede den første vindmølle, der kunne producere strøm.

Med tiden blev vindmøllerne dog glemt, og Danmark blev i stedet et land, der var storforbruger af sort energi. Først da oliekrisen ramte os hårdt i 1970’erne, begyndte vi at tænke i alternativer til olie og kul. Vindmøllen blev genopdaget, og i dag har vi mere end 5.000 vindmøller i Danmark, der laver grøn energi: Fra de imponerende vindmølleparker, der troner over havet, til de små praktiske husmøller, der forsyner en enkelt familie med strøm. Danmark er uden tvivl et foregangsland inden for grøn energi og over en tredjedel af vores strøm stammer fra vindmøller.

Energikrisen fik os også til at forske i andre grønne energiformer end vindmøller, en af dem er solenergien.

Solen er verdens bedste energikilde

.ugb-7968273 .ugb-heading__title{font-size:25px !important}

Solen er verdens bedste energikilde

Hver eneste dag, året rundt, står solen op og sender sine smukke stråler ned mod jorden. Solen styrer verdens gang og sender samtidig enorme mængder af energi ned mod os, selv når det er overskyet. At solen giver energi, har planterne og træerne for længst fundet ud af, og bruger således solens stråler til at vokse. Solen er konstant og kraftfuld, og man kalder derfor ofte solen for verdens bedste energikilde. Med optimal udnyttelse af solens kraft ville vi uden problemer kunne forsyne hele verden med energi uden at skulle bruge nogen former for sort energi. Energien fra solens lys kan nemlig omdannes til solvarme eller solenergi. Solvarme indebærer en ret simpel teknik, hvor man bruger solens energi direkte til at opvarme vand, fx i en vandbeholder, så man kan få sig et varmt bad eller vaske tøj.

Når man udnytter solens energi til at lave strøm, kaldes det solkraft eller solenergi. For at omdanne solens stråler til strøm har man brug for solceller. Solceller skaber grøn energi og udleder ingen CO2, og de fungerer ved at absorbere sollys med solceller, som herefter bruger lyset til at skabe strøm, der kan konverteres til vekselstrøm. Det er den slags strøm, der kommer ud af stikkontakten. Denne proces kaldes i øvrigt for den fotovoltaiske effekt. Det er selve lyset, der aktiverer solcellen og ikke solstrålerne som sådan. Derfor produceres der også strøm, når det er overskyet. Hvis solcellerne producerer mere strøm, end man har brug for, kan den overskydende strøm sendes videre til elnettet, så andre kan få glæde af den grønne solenergi.

Selvom solenergien er effektfuld, er den heldigvis ikke den eneste form for grøn energi. Vandkraft og biomasse kan også transformeres til energi.

.ugb-fb25dc5 .ugb-heading__title{font-size:25px !important}

Vandenergi og bioenergi

Hvis du nogensinde har stået ved en flod, har du sandsynligvis også fornemmet vandets store kraft bruse forbi. Det er den kraft, man via dæmninger og turbiner høster og laver om til strøm. Udfordringen ved vandkraft er dog, at det kræver, at man har floder. I Norge og Sverige kommer en stor del af deres strøm fra vandkraft, men da vi i Danmark desværre ikke har brusende floder og elve, har vandkraft aldrig været en realistisk mulighed for os i Danmark.

Når det kommer til bioenergi, kan Danmark dog sagtens være med. Bioenergi er grøn energi, der er lagret i organisk stof eller biomasse. Biomasse stammer fra fx halm og træ, men kan også stamme fra husdyrgødning eller dyrefedt. Biomassen kan enten brændes i sin naturlige form eller forarbejdes til forskellige former for brændsler fx. træpiller eller biogas.

Selvom solenergi og vindenergi ofte løber med opmærksomheden, så udgør bioenergi faktisk en stor del af Danmarks samlede forbrug af grøn energi. Bioenergi er en energiform i vækst, da mange kraftværker i disse år omstiller fra fossil energi til træpiller, flis eller halm. Biogasproduktionen er derfor i stærk vækst.

Udover grønne energiformer som vindenergi, solenergi, vandenergi og bioenergi findes der flere andre mindre anvendte energiformer som fx geotermi, der udnytter varmen fra undergrunden og bølgekraft, der bruger energien fra bølgerne.

.ugb-36e5386 .ugb-heading__title{font-size:25px !important}

Fremtiden er grøn energi

I Danmark bruger vi en blanding af forskellige grønne energiformer, der tilsammen dækker næsten 40% af vores strømforbrug. Det gør os til et af verdens førende lande inden for anvendelsen af grøn energi, men det er samtidig en energiandel, der kommer til at vokse. Et samlet dansk Folketing har således besluttet, at Danmark inden 2050 skal være et klimaneutralt land, hvilket bl.a. betyder, at vi skal kunne producere nok grøn energi til at kunne dække det samlede danske energiforbrug.

Den grønne energi er kommet for at blive.

Kan du godt lide denne artikel? Del den her:

Liggende retning

Med liggende retning menes der at samtlige solcellepaneler vender horisontalt på tagfladen. Det vil sige at montageskinnerne monteres vertikalt.

Stående retning

Med stående retning menes der at samtlige solcellepaneler vender vertikalt på tagfladen. Det vil sige at montageskinnerne monteres horisontalt.